Se her, hvad der sker, når de sidste stemmer er talt op efter søndagens folkeafstemning, og det står klart, om danskerne siger ja eller nej til at deltage i den europæiske patentdomstol:
Hvis vi stemmer ja:
* Selvom danskerne tilslutter sig patentdomstolen, er der alligevel lang vej, før de første ansøgninger om det europæiske enhedspatent kan sendes af sted.
* Aftalen om en europæisk patentreform træder nemlig først i kraft, når mindst 13 lande inklusiv Tyskland, Frankrig og Storbritannien har endeligt tilsluttet sig - det man kalder at ratificere aftalen.
* Aftalen er betinget af, at de tre lande har tilsluttet sig, fordi patentdomstolens centrale hovedsæder er placeret netop her.
* Ifølge Udenrigsministeriet vil det formentlig først ske engang i løbet af 2015. Det kan dog tage endnu længere tid, før enhedspatentet vil gælde i alle de 24 lande, som regner med at tilslutte sig aftalen.
* Indtil nu er det kun Østrig og Frankrig, der har sat den endelige underskrift på patentaftalen.
Hvis vi stemmer nej:
* Uanset om Danmark stemmer nej til at tilslutte sig patentdomstolen, fortsætter processen med at udfolde patentreformen på europæisk plan.
* Danske virksomheder vil under alle omstændigheder kunne søge et europæisk enhedspatent, når det bliver en realitet formentlig i løbet af 2015.
* Enhedspatentet får dog så ikke virkning i Danmark, og derfor vil det som i dag kræve en særskilt ansøgning at sikre sine rettigheder til et produkt eller en idé i Danmark.
Kilde: Udenrigsministeriet, EU-Kommissionen.
/ritzau/