FCK slår Lyngby i livligt pokalopgør og er videre

Skrevet af admin

04/12/2013

Dagens topnyheder

I en tæt kamp med chancer til begge hold vandt FC København onsdag aften 2-1 over Lyngby, og løverne er dermed klar til semifinalen i DBU Pokalen.

FCK havde otte nye spillere i startopstillingen i forhold til derbysejren over Brøndby i weekenden, og det kunne mærkes fra kampens begyndelse.

Lyngby var flere gange ved at komme igennem til store chancer i højresiden, men det var et indlæg fra venstre, der førte til kampens første mål efter 22 minutter.

Kantspilleren Lasse Fosgaard slog et indlæg ind over, David Boysen kom først på bolden og lagde den af til hjemmeholdets topscorer Patrick Mortensen, der sikkert bankede det kongeblå hjemmehold foran 1-0.

FC København kom også bagud mod Brøndby, men akkurat som i den kamp udlignede københavnerne kort tid efter.

Målscorer blev FCK-anfører Thomas Kristensen, der sikkert udnyttede det straffespark, som Lyngbys højreback Jeppe Brandrup havde begået ved at have hånd på bolden.

Resten af første halvleg blev ikke den store oplevelse, og holdene kunne gå til pausen ved stillingen 1-1, hvilket ingen af parterne kunne være helt utilfredse med.

Pausen udnyttede Ståle Solbakken til at erstatte en skidtspillende Georg Margreitter på venstreback med det normale førstevalg Pierre Bengtsson.

Det skulle vise sig at være en god idé, for efter blot syv minutter på banen scorede svenskeren direkte på frispark i en situation, hvor Lyngbys Lukas Fernandes ikke så alt for god ud i målet.

Lyngbys undertippede vikinger gav ikke op, og holdet skabte flere gode muligheder.

Tættest på en udligning var Patrick Mortensen efter 70 minutter, men han måtte se sin afslutning pareret på stolpen af FCK-målmand Jakob Busk.

Trods scoringstilbud til begge hold blev der ikke scoret yderligere foran kampens 3979 tilskuere.

FCK og FC Nordsjælland er de første to hold, der er klar til semifinalerne i DBU Pokalen, som bliver afgjort over to kampe, der bliver spillet i henholdsvis slutningen af marts og starten af april.

/ritzau/