FN: Verdens værste hungersnød er i Sydsudan

Skrevet af admin

26/07/2014

Mest læste i dag

Sydsudan kæmper med en hungersnød, som er den værste i verden på nuværende tidspunkt, siger FN's Sikkerhedsråd.

FN advarer om, at det er nødvendigt med hurtige indgreb for at støtte de lokale myndigheder i krisen.

I henhold til FN's tal er omkring 3,9 millioner mennesker, hvilket er en tredjedel af landets befolkning, ramt af hungersnød på grund af borgerkrig.

Sikkerhedsrådet advarer om, at situationen ser ud til at blive stadigt mere forværret, hvis kampene fortsætter.

- Uden hurtig indgriben kan 50.000 børn dø af fejlernæring i år. Verden kan ikke vente på, at der bliver erklæret hungersnød, mens børn ligger og dør her hver dag, siger lederen af Unicef, Anthony Lake.

På en konference om udviklingen i Sydsudan i maj blev der afgivet løfter om økonomiske støtte for op til 618 millioner euro (4608 millioner kroner). FN opfordrer nu donorerne til at øge deres bidrag.

Stridighederne i Sydsudan, der blev selvstændigt for tre år siden, brød ud id december, efter en magtkamp mellem præsident Salva Kiir og vicepræsident Riek Machar.

Magtkampen afspejler en etnisk konflikt mellem Salva Kiirs Dinka-stamme og Riek Machars Nuer-stamme.

Tusindvis af civile er blevet dræbt og over 1,5 millioner mennesker er drevet på flugt siden december som følge af etnisk motiverede drab, forsvindinger, voldtægter og andre krænkelser af menneskerettighederne.

Den 65-årige danske topdiplomat Ellen Margrethe Løj er netop blevet udnævnt til FN's særlige udsending i Sydsudan af FN's generalsekretær, Ban Ki-moon. Dermed skal hun stå i spidsen for FN's fredsbevarende mission i landet.

/ritzau/AFP