Forbrugerpriserne steg en anelse i januar

Skrevet af admin

10/02/2014

Dagens topnyheder

Efter det rekordlave inflationsår 2013 må forbrugerne nok igen vænne sig til, at priserne stiger.

I januar steg forbrugerpriserne 1,0 procent i forhold til januar 2013, oplyser Danmarks Statistik. Prisændringer på forsikringer, tøj og kød trak priserne op i forhold til december, hvor forbrugerpriserne steg 0,8 procent.

Men trods den lille stigning i inflationen er niveauet fortsat meget lavt, lyder det fra analytikere.

- Selv om den danske inflation er kravlet lidt højere over de seneste måneder, er prisstigningerne i et historisk perspektiv fortsat meget lave, skriver Jan Størup Nielsen, senioranalytiker i Nordea, i en kommentar.

Og det er godt for dansk økonomi i en periode, hvor privatforbruget har brug for at blive sparket i gang, mener også Tore Stramer, chefanalytiker i Nykredit.

Han henviser til de overenskomstforhandlinger for ansatte i den private sektor, der i weekenden landede på en lønstigning på 1,7 procent om året de næste tre år.

- Det plejer at være en fornuftig retningspil for den samlede lønudvikling.

- Med udsigt til en inflation på cirka 1,3 procent i år og 1,7 procent i 2015 er der således udsigt til, at den lave inflation vil sikre en fortsat fremgang i reallønnen for de fleste danskere, skriver Tore Stramer.

Ikke siden 1953 har Danmark haft så lav inflation som i 2013. Inflationen landede sidste år på 0,8 procent. Det er det laveste niveau for årsgennemsnittet for de generelle prisstigninger i Danmark i 60 år.

/ritzau/