Forsker: Effekt af 22 integrationsplaner er uvis

Skrevet af admin

13/03/2015

Dagens topnyheder

Med den nye integrationsplan, som regeringen ventes at offentliggøre i næste uge, har danske politikere siden 1999 vedtaget i alt 22 forskellige planer for bedre integration af flygtninge og indvandrere fra ikke-vestlige lande.

Det skriver Kristeligt Dagblad.

Men effekten af planerne er uvis. Ifølge forskningschef Torben Tranæs fra Rockwool Fondens Forskningsenhed er der ikke en overordnet måling af effekterne af integrationspolitikken.

- Der er et hav af evalueringer af de forskellige integrationstiltag, men man har meget få, egentlige målinger af effekten og slet ikke af den samlede effekt, siger Torben Tranæs til Kristeligt Dagblad.

- Der var en fremgang i indvandrernes beskæftigelsesgrad fra midten af 1990'erne, indtil den økonomiske krise begyndte i 2008.

- Derefter har det stået i stampe, og man kan være en lille smule bekymret for, at en betydelig del af den positive udvikling frem til 2008 ville være kommet af sig selv også uden alle indvandrings- og integrationsprogrammerne, siger Torben Tranæs.

Han understreger, at Rockwool Fondens Forskningsenhed selv finansierer sin forskning, så hans opfordring kan ikke opfattes som en skjult ansøgning om at få flere offentlige penge.

- Så det bedste råd, jeg kan give, er, at man skal bruge en masse penge på at undersøge, om det virker. Vi er allerede kommet langt bagud, og der er blevet brugt rigtig mange penge på integrationsområdet, siger han.

Socialdemokraternes integrationsordfører, Ole Hækkerup, fastholder, at regeringen gør, hvad den kan for at skaffe sig viden om, hvad der virker.

- Det gør vi for eksempel ved at skabe netværk mellem kommunerne, så de lærer af hinanden, hvem der gør det bedst på integrationsområdet, siger han til Kristeligt Dagblad.

/ritzau/