Gaddafi-folk dræbte ambassadør

Det var den afdøde diktator Muammar Gaddafis sympatisører, som dræbte USA's ambassadør og tre ambassadeansatte i Libyen.

Det siger viceindenrigsminister Wanis al-Sharif.

- Der var raketstyr, hvilket viser, at der er kræfter, som udnytter dette. De er resterne af det tidligere regime, forklarer han på et pressemøde.

Han gætter på, at angrebet i Benghazi tirsdag blev foranstaltet for at hævne, at Gaddafis tidligere efterretningschef Abdullah al-Senussi tidligere på måneden blev udleveret fra Mauretanien.

Omstændighederne ved ambassadør Christopher Stevens død er ikke helt klarlagt, men tilsyneladende var han i færd med at flygte i en bil, mens demonstranter angreb det amerikanske konsulat i vrede over en amerikansk amatørfilm, som blev beskyldt for at besudle profeten Muhammed.

Ambassadørens bil blev ramt af en sprængladning, der tilsyneladende var affyret fra et raketstyr.

Libyens vicepremierminister, Mustafa Abu Shagour, har fordømt drabene på de amerikanske diplomater og kaldt det en fej handling.

Kilde: Reuters

 

Dagens Gossip