Gule kort kan fremover koste en tur på sidelinjen

Skrevet af admin

14/05/2014

Mest læste i dag

I et forsøg på at gøre fodbolden endnu mere retfærdige kommer det europæiske fodboldforbunds (Uefa) dommerkomité nu med et interessant forslag til ændring af reglerne.

Komitéen har konstateret, at det ofte kan betale sig at begå grove frispark. For selv om de måtte udløse en advarsel, så kan modstanderholdet i en periode risikere at være en mand i undertal, fordi den skadede spiller skal behandles.

Derfor foreslår formanden, den tidligere topdommer Pierluigi Collina, at man tvinger den, der har begået et groft frispark, som udløser en advarsel, til at blive på sidelinjen, indtil offeret igen er klar til at spille eller må skiftes ud.

- Fodbolden giver en fordel til den spiller, der begår frisparket. Det giver en fordel til én, der slet ikke burde have nogen fordel, siger han ifølge Reuters.

Forslaget er givet videre til det såkaldte International Football Association Board, der har ansvaret for udformningen af reglerne og eventuelle ændringer.

En anden regel, som de regelansvarlige skal tage stilling til, når de sætter sig sammen igen i begyndelsen af næste år, er det tvungne røde kort, som skal falde, hvis en spiller fratager en modstander en oplagt scoringschance.

Dommerkomitéen mener, at en spiller, der begår et straffespark, bliver straffet dobbelt, fordi modstanderne ud over straffesparket også får fordel af at være en mand mere på banen i resten af kampen.

- Det er for meget, når man både tildeler en ny mulighed for at score og samtidig viser en spiller ud, siger Collina.

Han bemærker dog, at der kan være situationer, hvor det røde kort er helt på sin plads. Som for eksempel når en markspiller med hænderne og med fuldt overlæg forhindrer en bold i at gå i mål.

- Der er forskel på at fratage nogen en målchance og på at forhindre et mål, siger den skaldede italiener.

/ritzau/