Han vinder Vild med dans i aften

Skrevet af admin

28/11/2014

Mest læste i dag

Der er ingen tvivl hos landets bookmakere, når de skal pege på hvem, der i aftenens finale i Vild med dans, vil løfte pokalen til slut.

Bookmakerne har nemlig Silas Holst og vejrpigen Sara Maria Franch- Mærkedahl som favoritter, mens det kun vil blive til en andenplads for konkurrenterne Claudia Rex og skuespilleren Johannes Nymark.

Danske Spil, der giver henholdsvis 1,45 og 2,60 gange pengene igen, må dog indrømme, at det alligevel bliver tæt løb i aftenens finale.

- Silas og Sara Maria har været vores favoritter gennem hele showet, men de har været større, end de er i dag. Claudia og Johannes har halet godt ind. Både fordi de er gode til at danse, men de har også en god appeal ude i befolkningen, siger oddsansvarlig hos Danske Spil, Peter Emmike Rasmussen.

Og netop parrenes popularitet ude i landets tv-stuer kommer til at spille en stor rolle for aftenens udfald, mener man hos et af landets andre bettingfirmaer, Unibet.

- Tidligere fokuserede man på hvem stjernerne, der deltog, var, men nu er danserne selv blevet stjerner, og Silas og Claudia  er to af de mest populære dansere.

- Finalen er derfor mere en konkurrence mellem, hvem folk bedst kan lide af de to, end mellem Sara Maria og Johannes, siger Per Marxen, der er pressechef hos Unibet.

At det i højere grad er dansernes popularitet end Sara Maria Franch-Mærkedahls og Johannes Nymarks evner på dansegulvet, der bliver afgørende i aften, er de også enige i hos Danske Spil.

- Det er en popularitetskonkurrence mere end en dansekonkurrence. Hånden på hjertet, så er det lige før, at de professionelle dansere er mere kendte end nydanserne. Og hvis Sara Maria havde stået med en anden partner end Silas, havde vi troet på Johannes og Claudia, siger Peter Emmike Rasmussen.

Finalen i Vild med dans kan ses fredag aften klokken 20.00 på TV2.

Newspaq