Hareide forventer Agger-afklaring inden Kirin Cup

Skrevet af admin

12/05/2016

Mest læste i dag

Landsholdstræner Åge Hareide havde Daniel Agger med i den trup, han torsdag udtog til træningsturneringen Kirin Cup i Japan i starten af juni.

Endnu har Daniel Agger dog ikke meldt ud, om han agter at fortsætte sin fodboldkarriere efter indeværende sæson, og Hareide slår fast, at Agger bliver siet fra til turen, hvis han beslutter sig for at stoppe.

- Det siger sig selv. Så må han vige pladsen for andre, siger Hareide omkring udtagelsen.

- Han skal ikke på turisttur. Så må han betale det selv. Men jeg skal også snakke med ham inden turneringen, forklarer Hareide og slår fast, at han selvfølgelig skal have en afklaring fra Agger.

Den norske træner er dog meget optimistisk i forhold til, at Daniel Agger fortsætter på både klub og landshold. Hareide har ingen forventning om, at Brøndby-stopperen lægger støvlerne på hylden efter sæsonen.

- Jeg har ikke hørt noget, så det sker ikke, tror jeg. Jeg tror, han ville have kontaktet mig, hvis det var tilfældet, lyder det fra landstræneren.

Daniel Agger har kontraktudløb i Brøndby til sommer, og hverken han eller klubben har indikeret, om den bliver forlænget.

Generelt bød Åge Hareides trup ikke på mange overraskelser, hvor et par ændringer i forhold til seneste landsholdssamling skyldtes småskavanker og træthed hos Daniel Wass (Celta Vigo) og Jonas Knudsen (Ipswich).

Ud over fraværet af den nyligt kårede skotske mester Erik Sviatchenko fra Celtic var indlemmelsen af Rosenborg-midtbanemanden Mike Jensen nok det mest opsigtsvækkende.

Den tidligere Brøndby-spiller fik senest en kamp for Danmark for små tre år siden, men Åge Hareide ser nogle meget specifikke kvaliteter hos Mike Jensen.

- Jeg har set, hvad han har præsteret i Rosenborg, som var det bedste hold i Norge i sidste sæson, lyder det fra landstræneren.

- Han laver mål. Han sparker godt udefra, og han lavede også mange assister som midtbanespiller i sidste sæson.

Det danske landshold skal ved Kirin Cup møde Bosnien i semifinalen 3. juni, mens den anden semifinale i firenationersturneringen står mellem værterne fra Japan og Bulgarien.

Finale og bronzekamp spilles 7. juni.

/ritzau/