Hjerteforeningen: Tag stilling til organdonation

Skrevet af admin

08/07/2014

Mest læste i dag

850.000 danskere har indtil videre meldt sig ind i Donorregistret, men det er slet ikke nok.

Det mener en bred kreds af politikere og interesseorganisationer, der står bag en ny handlingsplan for organdonation.

I 23 punkter beskriver den, hvordan man kan nedbringe listerne af folk, der venter på at få en ny nyre, et nyt hjerte eller en lunge.

Hos Hjerteforeningen glæder man sig over den øgede indsats og de nye metoder til at få flere i Donorregistret.

- Vi mener, at der er et stort potentiale, der ikke er forløst, selv om det vil have en stor afsmittende virkning, hvis flere optages i registret.

- Det gør for eksempel samtalen på hospitalet meget lettere for både personale og pårørende, hvis man på forhånd har taget stilling.

- For selv om danskerne generelt er positive over for organdonation, bliver det mere besværligt at komme direkte til problemstillingerne, hvis man ikke på forhånd har tilkendegivet sin holdning, siger Henrik Steen Hansen.

Han mener, at der skal tages nye metoder i brug for at få flere til at sige ja til, at deres organer må bruges til at hjælpe andre.

- Der findes jo muligheder med den teknologi, vi har i dag, som vi ikke benytter os af. Jeg tror for eksempel, at en app rettet mod unge kunne få flere til at registrere sig.

- På samme måde kunne man i forbindelse med kørekortserhvervelse, eller når man er inde for at se sin årsopgørelse på Skats hjemmeside få en pop-up, hvor man bliver opfordret til at tage stilling. Vi har nok været lidt for konservative i forhold til at udnytte det potentiale, siger han.

Sidste år døde 23 af dem, der ventede på et nyt organ. Ved nytårstid stod der fortsat 420 mennesker på ventelisterne.

/ritzau/