Hobro jagter hurtig oprykning til Superligaen

Skrevet af admin

12/05/2016

Dagens topnyheder

Onsdag aften blev det helt og aldeles definitivt, at Hobro i næste sæson spiller i landets næstbedste række, efter at nordjyderne tabte med 1-4 på hjemmebane til FC Midtjylland.

Men i Hobro håber man på et hurtigt comeback til landets fineste fodboldselskab.

- Vi har været rigtig stolte af at være en del af Superligaen, og jeg kan godt love, at vi vil kæmpe dødhårdt for at komme tilbage så hurtigt som muligt, siger sportschef Jens Hammer Sørensen.

Sportschefen får dog mindre økonomisk råderum i den kommende sæson.

- Vi mister ti millioner i tv-penge, og det vil vi selvfølgelig kunne mærke, men vi kan også godt samle et slagkraftigt hold for mindre, siger Jens Hammer Sørensen.

Dermed er han også på linje med klubbens cheftræner, Ove Pedersen.

- Vores ambition er, at vi skal have så godt et hold, at vi kan være blandt favoritterne i 1. division. Vi skal have respekt for, at det er en svær række, men vi vil rigtig gerne gøre et hurtigt comeback til Superligaen, siger Ove Pedersen,

Han gør klar til ændringer i sin spillertrup.

- Jeg vil gerne have en lidt bedre balance. I øjeblikket har vi for mange spillere på samme niveau. Jeg vil gerne have en trup på 16 rigtig dygtige spillere, som vi så kan supplere med nogle unge folk med udviklingspotentiale, siger Ove Pedersen.

/ritzau/