Selskabet Greenland Contractors, der ejes af MT Højgaard og det grønlandske selvstyre, får indtil videre lov at fortsætte med at udføre drifts- og vedligeholdelsesopgaver på Thule-basen i Grønland.
MT Højgaard fortæller i en pressemeddelelse, at Greenland Contractors har fået forlænget kontrakten med US Air Force med seks måneder med virkning fra 1. oktober.
- Den midlertidige aftale mellem parterne er indgået på ændrede vilkår, og aftalen giver ikke anledning til at ændre forventningerne til koncernens økonomiske udvikling, hedder det i meddelelsen.
Opgaverne på Thule-basen blev sendt i udbud i 2014, hvor Exelis Services vandt kontrakten.
Det protesterede Greenland Contractors over, fordi en gammel aftale mellem Danmark og USA krævede, at det var et dansk firma, der fik driften.
Exelis Services - der er et datterselskab af den amerikanske forsvarskoncern Vectrus - er ganske vist registreret i Danmark, men derudover er tilknytningen til Danmark lille.
Derfor har Court of Federal Claims i USA afgjort, at udbuddet skal gå om, og derfor aftalte man allerede i sommer, at kontrakten med Greenland Contractors skulle forlænges, indtil et nyt udbud kunne ligge klar.
/ritzau/