Hold øje med din telefon: 5.000 borgere bliver ringet op

Skrevet af Julie Møller

09/11/2020
Foto: Shutterstock.com
Foto: Shutterstock.com
5.000 af borgerne vil i den kommende tid blive kontaktet.

Dagens topnyheder

Bøder skal betales. Men ind imellem, så sker det alligevel, at en bøde ikke bliver betalt. Når sidstnævnte sker, så går der et stort maskineri i gang hos politiet, Gældsstyrelsen og domstolene for at indkassere pengene.

Nu skal der undersøges, hvorfor nogle bøder ikke bliver betalt. 

Det skriver Rigspolitiet i en pressemeddelelse.

De næste seks uger ringer politiet til borgere med ubetalte bøder for at blive klogere på, hvordan de kan hjælpe flere til at betale rettidigt, og 5.000 borgere kan forvente at blive ringet op af politiet.

133.000 bøder

Undersøgelsen fokuserer på de sager, hvor politiet har udstedt et bødeforelæg, som modtageren ikke har fået betalt. Det kan for eksempel være i sager om overtrædelse af færdselsloven, gadeuorden, besiddelse af euforiserende stoffer eller tyveri.

I runde tal er der hvert år 133.000 af den slags bøder, der trods rykkere ikke bliver betalt og derfor bliver sendt til afgørelse i retten. 

“Det er helt frivilligt, om man vil medvirke, men det håber vi selvfølgelig, at mange har lyst til, for det er sådan, vi kan lære og blive bedre. Der kan være mange årsager til, at borgerne ikke har fået betalt deres bøder - måske er de stødt på problemer, som vi kan være med til at løse. Det vil vi gerne vide mere om," siger afdelingsleder Jeppe James Olsen fra bødeafdelingen i Politiets Administrative Center.

Det er ikke svindel 

Jeppe James Olsen understreger, at bødeafdelingen ikke vil bede om borgernes personlige oplysninger om for eksempel personnummer, NemID og betalingskort. På den måde kan borgere vide sig sikre på, at opkaldet reelt er fra politiet og ikke fra en svindler, der forsøger at udnytte politiets undersøgelse til at skabe sig uretmæssig adgang til borgernes oplysninger eller penge, oplyser Rigspolitiet.