Hollande kalder gammel økonomisk gæld til Haiti moralsk

Skrevet af admin

13/05/2015

Dagens topnyheder

Frankrig bærer rundt på en stor "moralsk gæld" til Haiti, der er et af verdens fattigste lande.

Det slår den franske præsident, François Hollande, fast under et besøg i det caribiske land tirsdag.

- Vi kan ikke ændre på fortiden, men vi kan ændre fremtiden. Der eksisterer en moralsk gæld, siger Hollande i en tale i hovedstaden Port-au-Prince.

Haiti blev grundlagt af tidligere franske slaver, og landet erklærede sig selv som en uafhængig nation i 1804. Men den tidligere kronkoloni er stadig bitter over, at Frankrig i 1825 tvang Haiti til at betale for skader i forbindelse med slaveoprøret.

Penge, som Haiti ved flere lejligheder har krævet tilbage - i nutidens penge. Men med brugen af begrebet "moralsk gæld" smøg Hollande sig uden om det haitianske pengekrav, der er blevet gentaget af den nuværende præsident Michel Martelly.

Han siger, at de 150 millioner franc, som Haiti i sin tid betalte til Frankrig, i dag svarer til 20 milliarder dollar, og det var en "alvorlig uretfærdighed", der forhindrede Haiti i at udvikle sig med samme hastighed som andre lande.

Men Haiti vil hellere se fremad, siger Michel Martelly.

- Tiden, hvor vi var vrede, er for længst overstået. Frankrig har en speciel plads i alle haitianeres hjerter, siger han.

Frankrigs præsident Hollande, der er kommet til Haiti efter et statsbesøg i Cuba, har dog lovet bistand for cirka en milliard kroner over de næste fem år.

Haiti blev i 2010 ramt af et altødelæggende jordskælv, hvor flere end 100.000 mennesker mistede livet.

/ritzau/Reuters