Inderne mindes 23-årig voldtægtsoffer

Skrevet af admin

29/12/2013

Dagens topnyheder

Mange steder i Indien markerer inderne, at det søndag er et år siden, at en 23-årig kvindelig studerende døde efter en gruppevoldtægt.

Voldtægten fremkaldte protester og vrede i Indien, hvor vold og chikane af kvinder er et kæmpe problem, og satte et globalt fokus på Indiens behandling af kvinder. Vreden endte i protester og demonstrationer både i New Delhi og andre steder i landet.

Den 23-årige kvinde døde af sine kvæstelser to uger efter, at hun brutalt blev overfaldet og voldtaget af seks mænd i en bus. Kvinden var på vej hjem efter et biografbesøg sammen med en ven.

Fire af de seks mænd blev dømt for voldtægten, en 17-årig blev dømt ved en ungdomsdomstol, mens den sjette mand døde, inden straffesagen var behandlet. Angiveligt begik han selvmord.

Kvinder, som deltager i søndagens demonstrationer, er blevet opfordret til at fortælle om deres erfaringer med vold.

- Vi vil minde samfundet om, at sådan kriminalitet ikke bliver tolereret mere, siger studerende Ishaan Ahmed til AFP.

Trods reformer rapporteres der i aviserne fortsat dagligt om voldtægter over hele landet.

Så sent som juleaften blev en kvinde udsat for ny grov voldtægtssag. 13 mænd er anholdt, efter at en 21-årig kvinde er blevet udsat for gruppevoldtægt i det sydlige Indien.

Kvinden var på besøg hos venner i byen Karaikal, da hun blev voldtaget, oplyser indisk politi til nyhedsbureauet DPA.

/ritzau/NTB