Irak angriber militante i oprørskontrolleret område

admin

|

19/01/2014

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Den irakiske hær har søndag indledt et længe ventet angreb på militante islamister i byen Ramadi, som de seneste uger har været under kontrol af oprørere.

Missionen er indledt med landtropper, der får støtte fra luften af helikoptere, og samtidig har hæren udstedt udgangsforbud i byen, oplyser en militær talsmand Mohammed al-Askari til stats-tv.

- Hæren har indledt en større angrebsmission med dække fra helikoptere mod Daash, al-Qaeda og terrorister i Ramadi, siger Mohammed al-Askari.

En overordnet fra politiet i Ramadi bekræfter under anonymitet, at operationen er indledt.

Regeringshæren har haft svært ved at løse konflikten i Anbar-provinsen, fordi de militante islamister er til stede i beboelsesområder og tilmed angiveligt har gemt sig hos familier i byen.

Derfor er det vanskeligt at indlede et egentligt militært angreb på oprørerne.

Volden i Irak nåede sidste år det højeste niveau i otte år, og landet er dagligt ramt af bomber og angreb, der koster adskillige mennesker livet.

Problemerne blussede op igen, da regeringsstyrker sidste år stormede en sunnimuslimsk protestlejr i det nordlige Irak.

I Anbar-provinsen vandt oprørere efter nytår kontrol over store dele af byerne Falluja og Ramadi, som ligger henholdsvis 50 og 100 kilometer vest for Bagdad. Oprørerne rykkede ind, da politistyrker valgte at forlade stedet efter hårde kampe.

Vreden fra det sunnimuslimske mindretal i Irak regnes for at være den drivende kraft bag den vold, der raser over landet.

Iraks problemer bunder i en konflikt mellem regeringsmagten, der ledes af den shiamuslimske Nuri al-Maliki, og landets mindretal af sunnimuslimer, som føler sig undertrykt og sat uden for indflydelse.

/ritzau/AFP