Ivanovic stopper Wozniacki ved semifinale i Mexico

Skrevet af admin

06/04/2014

Dagens topnyheder

Det blev ikke til årets første finaleplads for Caroline Wozniacki, da hun tidligt søndag morgen blev slået i semifinalen ved WTA-turneringen i mexicanske Monterrey.

Serbiske Ana Ivanovic, der ligesom danskeren er tidligere verdensetter, vandt i to sæt 7-6, 6-4.

Det var ellers tredjeseedede Wozniacki, der kom bedst fra start, men efter stillingen 3-1 i dansk favør kom den andenseedede serber igen og kunne med en 5-4-føring serve kampen hjem.

Wozniacki fik afværget ved at bryde, men spillerne stod i præcis samme situation ved en serbisk 6-5-føring. Også her fik danskeren sikret et servegennembrud, men tabte til gengæld i tiebreak.

I andet sæt så det en overgang ud som om, at Ivanovic ville knuse Wozniacki fuldstændigt. French Open-mesteren fra 2008 bragte sig på komfortable 4-0. Herefter gik de næste fire partier til danskeren, der dog til sidst måtte se sig slået i egen serv.

Wozniacki og Ivanovic, der ligger henholdsvis nummer 14 og 13 i verden, har nu mødt hinanden i alt seks gange. Danskeren har vundet to gange.

I finalen skal Ivanovic møde sin landsmand Jovana Jaksic, der slog WTA-tourens absolutte veteran, den 43-årige japaner Kimiko Date-Krumm, i sin semifinale.

20-årige Jovana Jaksic, der er i sin første WTA-finale, ligger blot nummer 137 i verden.

/ritzau/