Her er de skjulte konflikter, der kan ‘sprænge’ ny regering i luften.
Mens Christiansborg endnu en gang summer af lukkede møder og politiske tovtrækkerier, er jagten på en ny regering gået ind i en afgørende fase.
Efter ugevis med sonderinger bag tykke gardiner skal flere af rød bloks centrale partier nu for første gang samles om samme bord med håbet om at finde fælles fodslag.
Søndag mødes Socialdemokratiet, Moderaterne, SF og Radikale Venstre på Marienborg, efter Mette Frederiksen lørdag blev genudnævnt som kongelig undersøger.
Målet er at undersøge mulighederne for en centrum-venstre-regering, men vejen dertil ser langt fra snorlige ud.
Det skriver TV 2
Økonomien beskrives som den største hurdle. Flere kommentatorer peger på, at afstanden mellem Moderaternes økonomiske ønsker og SF’s krav fortsat er betydelig. Særligt spørgsmålet om store bededag spøger i kulissen, hvor SF fortsat ønsker helligdagen genindført.
“Mit indtryk er, at kampen om store bededag ikke er slut for SF,” siger politisk kommentator Lawand Hiwa Namo.
Moderaterne ønsker samtidig højere arbejdsudbud, skattelettelser og økonomiske reformer, mens Enhedslisten kræver, at uligheden ikke vokser som følge af nye aftaler. Derfor ventes der kreative kompromiser og større økonomiske omlægninger, hvis parterne skal nærme sig hinanden.
Penge er langtfra den eneste
Men penge er langt fra eneste konfliktpunkt. Ifølge politisk kommentator Noa Redington handler meget også om magt og indflydelse.
Fordelingen af ministerposter og støttepartiernes krav kan vise sig mindst lige så vanskelige som de økonomiske forhandlinger.
Samtidig ser klimaområdet ud til at blive et af de lettere punkter. Partierne er forholdsvis enige om grønne ambitioner, sprøjteforbud og bedre dyrevelfærd i landbruget.
På udlændingeområdet tegner billedet sig anderledes. Her ventes Socialdemokratiet fortsat at stå hårdt på en stram kurs, mens venstrefløjen næppe får større indrømmelser.
Efter syv ugers politisk maraton går regeringsforhandlingerne dermed ind i en ny og muligvis afgørende fase på Marienborg.