Forside Nyheder Unge kvinder knækker på stribe: Sociale medier får tusindvis til...

Unge kvinder knækker på stribe: Sociale medier får tusindvis til at føle sig mindre værd

Depressed,woman,chinese,smartphone,app,SoMe,Social Media, Sociale medier, kinesisk kvinde
Shutterstock.com

Sociale medier får kvinder til at knække på stribe.

I en tid, hvor telefonen aldrig er længere væk end en armslængde, og fællesskaber udspiller sig bag skærme og filtre, oplever mange unge, at sociale medier både samler og skubber væk på samme tid.

For mens billeder af perfekte liv vælter ned over feeds døgnet rundt, vokser følelsen af utilstrækkelighed hos en stor gruppe unge kvinder.

En ny nordisk sundhedsrapport fra If viser, at mere end fire ud af ti kvinder mellem 18 og 29 år har følt sig udenfor eller mindre værd på grund af indhold på sociale medier.

Blandt unge mænd i samme aldersgruppe gælder det kun 13 procent.

“Unge viser i høj grad deres fællesskaber frem på sociale medier. For dem, der føler sig ensomme, kan sociale medier blive en påmindelse om, at man står uden for fællesskabet – og forstærke ensomheden,” siger Kasper Baunkjær Olsen, chef for personforsikringer hos If, i en pressemeddelelse

Yngre generationer rammes hårdere

Undersøgelsen peger samtidig på, at yngre generationer generelt bliver langt hårdere påvirket af sociale medier end ældre aldersgrupper.

Over hver fjerde person mellem 18 og 29 år har oplevet følelsen af at være udenfor eller mindre værd, mens tallet falder markant blandt ældre danskere.

Ifølge rapporten hænger ensomhed og mistrivsel tæt sammen med angst, dårlig søvn og følelsen af ikke at slå til.

Samtidig efterspørger mange unge ikke nødvendigvis behandling, men snarere mere jordnære løsninger som fællesskaber, fysisk aktivitet og faste rutiner i hverdagen.

Hos Dansk Sundhedssikring oplever man samme tendens. Her arbejder rådgivere med mennesker, der kæmper med stress, ensomhed og dårlig trivsel, og fokus ligger især på meningsfulde relationer og aktiviteter.

“Ensomhed hos unge handler sjældent om én ting. I vores rådgivning lægger vi blandt andet vægt på vigtigheden af meningsfulde fællesskaber som en del af mental sundhedsfremme,” siger Claraamalie Rosenboje, udviklingschef for mental sundhed i Dansk Sundhedssikring.

Undersøgelsen bygger på svar fra over 1.000 danskere og indgår i en større nordisk analyse gennemført i februar 2026.

Ads by MGDK