KIF-skytte ser fremskridt trods ny afklapsning

Skrevet af admin

27/09/2015

Mest læste i dag

Umiddelbart kan det være svært at finde lyspunkter i et 12-måls-nederlag, men for KIF Kolding København var 18-30-tabet i Champions League mod Rhein-Neckar Löwen søndag eftermiddag et fremskridt.

Det mener i hvert fald KIF's topscorer i kampen, Kasper Irming, der i indledningen så sit hold spille på et højere niveau end længe.

- Vi har kæmpet med nogle ting i opstarten, men egentlig var kampen et skridt i den rigtige retning. De første 20 minutter var mere end godkendt, siger Kasper Irming, der dog ikke er bleg for, at der var klasseforskel i to tredjedele af kampen.

Danskerne førte 4-1, men ved pausen var det hele vendt på hovedet. Da førte Rhein-Neckar Löwen med 12-8.

- Vi formåede ikke at holde niveauet, og i resten af kampen ville vi gerne have gjort det bedre. Men vores ressourcer er lidt knappe for tiden, siger han og peger på, at rutinerede kræfter som Torsten Laen og Lars Jørgensen er skadet.

Specielt i angrebet kneb det med at spille sig frem til store chancer mod et lidt atypisk tysk forsvar.

- Rhein-Neckar Löwen kom med et ret offensivt forsvar, og det havde vi svært ved at få løst. Set over en hel kamp måtte vi kæmpe meget for vores mål.

- Vi smed for mange bolde væk, og det åbnede for kontrastød. Fra at have ført med et par mål var vi bagud med fire ved pausen, siger Kasper Irming.

Nederlaget var KIF Kolding Københavns andet i to kampe i mesterligaen.

I sidste weekend tabte holdet med syv overskydende mål til Kristianstad fra Sverige.

- Der er ingen krisestemning. Vi vil selvfølgelig gerne snart have nogle point i Champions League. Men vi vidste jo, at det var en svær kamp, og vi mødte nok Europas stærkeste hold lige nu.

- Kristianstad var lørdag millimeter fra at vinde i Barcelona. Så det var måske ikke så ringe at tabe deroppe, som vi egentlig troede, mener Kasper Irming.

KIF Kolding København skal i aktion i Champions League igen på næste søndag, hvor det gælder Montpellier på udebane.

/ritzau/