Kilde tæt på atomforhandlinger: Udsættes til december

Skrevet af admin

24/11/2014

Dagens topnyheder

Meget tyder på, at de svære forhandlinger om det kontroversielle iranske atomprogram, som i øjeblikket er undervejs i Wien, trækker yderligere ud.

De seneste meldinger lyder, at man vil sigte mod at nå en endelig løsning til juli næste år - foreløbig er der deadline mandag aften. Men inden den endelige aftale vil man til marts have en "politisk aftale" på plads.

Det siger en vestlig diplomat tæt på forhandlingerne ifølge flere internationale nyhedsbureauer.

Tidligere mandag sagde en kilde tæt på forløbet til nyhedsbureauet Reuters, at man ville udskyde forhandlingerne til december og formentlig til den tid mødes i Oman.

Ifølge samme anonyme kilde skulle der ikke være udsigt til, at Vesten vil lette på sanktionerne mod Iran.

Forhandlingerne skal sigte mod en aftale, hvor iranerne skal skrue ned for dampen i sit atomprogram og tillade større gennemsigtighed, mens Vesten til gengæld trinvist skal hæve sanktionerne.

Striden om atomprogrammet har stået på i 12 år. Iran siger, at programmet udelukkende har fredelige formål, men specielt Israel, USA og de arabiske lande i Golfen er ikke overbevist.

Kilder tæt på forhandlingerne siger, at stridspunktet handler om Irans kapacitet til at berige uran og så det tempo, hvormed sanktionerne skal ophæves.

Forhandlingerne foregår med Iran på den ene side og de fem permanente medlemmer af FN's Sikkerhedsråd og Tyskland på den anden, den såkaldte P5+1-gruppe.

Lykkes det at finde en aftale, kan det ændre en del i Mellemøsten. Det kan åbne for, at de internationale sanktioner kan lempes for et land med 76 millioner indbyggere, hvilket kan skabe mere gang i handel og økonomi. En aftale kan også åbne op for nye løsninger på flere af de blodige konflikter i regionen.

Bryder det hele sammen, og kommer Irans atomprogram ikke under kontrol, er situationen usikker. Israel har flere gange ladet forstå, at det ikke vil tillade, at Iran får atomvåben.

/ritzau/Reuters