Lee Chong Wei: Jeg har aldrig taget doping

Skrevet af admin

09/11/2014

Mest læste i dag

Verdens på papiret bedste badmintonspiller, malaysiske Lee Chong Wei, indrømmer nu for første gang, at han blev testet positiv for brug af doping under VM i København i august.

Det siger han i et interview med sportsbloggeren Satwant Singh Dhaliwal, der også er en nær ven.

- Mine knæ rystede, og jeg kunne hverken stå eller sidde, da jeg læste brevet, der orienterede mig om, at jeg var blevet testet positiv i en dopingtest, siger han.

Lee Chong Wei afviser samtidig på flere sociale medier natten til søndag, at han har taget doping.

- Jeg vil gerne takke alle jer, der har haft tiltro til mig i denne svære tid. Der er så mange uafklarede spørgsmål, og jeg håber snart at kunne rense mit navn. Jeg har aldrig snydt og vil aldrig bruge forbudte stoffer, skriver han på både Facebook og Twitter.

Indrømmelsen fra Lee Chong Wei sætter dermed en stopper for ugers spekulationer om identiteten på den malaysiske spiller, der blev testet positiv for brug af det antiinflammatoriske stof dexamethasone under VM i Danmark i august, hvor Lee tabte finalen.

Hidtil har Malaysias badmintonforbund ikke villet sætte navn på spilleren, der afleverede den positive test, men rygterne har længe peget i retning af Lee.

Fundet af det forbudte stof medfører normalt to års udelukkelse. Det vil i givet fald koste Lee Chong Wei deltagelse ved OL i Rio de Janeiro i 2016.

I april sagde han, at han netop ville fortsætte karrieren indtil efter OL i håbet om at vinde guld, efter at han tabte finalerne ved OL i Beijing i 2008 og i London i 2012.

På trods af en lang række titler er det heller aldrig lykkedes Lee Chong Wei at vinde VM.

Han skal nu igennem en høring hos Det Internationale Badmintonforbund for at forklare sin handling. Ifølge det malaysiske badmintonforbund er dexamethasone ikke præstationsfremmende, og resterne af stoffet kan muligvis stamme fra juli, hvor Lee Chong Wei blev behandlet for en lårskade med stamcelle-indsprøjtninger.

/ritzau/Reuters