Lidegaard besøger Kijev inden præsidentvalget i Ukraine

Skrevet af admin

21/05/2014

Dagens topnyheder

For anden gang inden for kort tid tager den danske udenrigsminister, Martin Lidegaard (R), til det uroplagede Ukraine for at vise sin opbakning til det nye styre.

Han besøger således hovedstaden Kijev i forbindelse med søndagens præsidentvalg, oplyser Udenrigsministeriet i en pressemeddelelse. Besøget finder sted fredag 23. maj.

- Præsidentvalget i Ukraine er historisk og afgørende. Valget kommer forhåbentlig til at markere et nyt kapitel i landets historie og begyndelsen på en mere stabil fremtid, der omfatter alle ukrainere. Som situationen tydeligt viser, er det ikke en nem opgave.

- Vi vil under besøget vise vores klare politiske opbakning til det ukrainske folk og til afholdelsen af et frit, fair og ikke mindst fredeligt valg i Ukraine, siger Lidegaard,

Han skal besøge Ukraine sammen med udenrigsministeren fra Estland, Urmas Paes, samt sin norske kollega, Børge Brende.

De to udenrigsministre forventes at mødes med regeringsrepræsentanter, præsidentkandidater og cheferne for OSCE's valgobservatører i landet. Estlands udenrigsminister vil kun deltage i de officielle møder med den ukrainske regering.

Ifølge Lidegaard kommer OSCE til at spille en vigtig rolle i forhold til valgets forberedelse og afvikling, hvilket Danmark har "støttet på flere måder".

- Derudover medbringer vi også et klart budskab om behovet for forsoning, dialog og inklusion, ikke mindst behovet for en forfatningsreform der skal bidrage til national samling om fremtidens Ukraine, som også sikrer beskyttelse af mindretal, skriver Lidegaard.

Forud for besøget i Kijev besøger udenrigsministeren den britiske udenrigsminister, William Hague, i London torsdag.

/ritzau/