Lidegaard i Ukraine: Danmark sender penge til forfatning

Skrevet af admin

23/05/2014

Dagens topnyheder

Den danske udenrigsminister, Martin Lidegaard (R), har to økonomiske bidrag med til Ukraine, når han fredag møder flere parlamentarikere i den ukrainske hovedstad, Kijev, hvor han er på besøg med sin norske kollega, Børge Brende.

- Vi er her i dag for at annoncere to danske bidrag fra Danmark til Ukraine. Det ene er et bidrag på 3,4 millioner kroner til udarbejdelsen af en ny forfatning og undersøgelser af optøjerne på Maydan-pladsen i Kijev.

- For det andet har Danmark afsat 15 millioner kroner til et nyt energicenter i Kijev, siger Martin Lidegaard.

Støtten til et ukrainsk energicenter skyldes et ønske om at kunne bidrage til, at landet på sigt kan blive mindre afhængig af Rusland og russisk gas.

- Det er en stor udfordring for Ukraine, at landet er så afhængig af den russiske gas. Det er den store kilde til korruption og en stor møllesten om halsen, siger udenrigsministeren.

Lidegaard og Brende skal blandt andre møde valgets store favorit, erhvervsmanden Petro Porosjenko, som har fået tilnavnet chokoladekongen, da han har skabt sin formue i chokoladeindustrien.

De to udenrigsministre skal også mødes med den tidligere premierminister Julia Timosjenko, der var den ene leder under den Orange Revolution.

Det er fortsat et åbent spørgsmål, om det ukrainske valg, der afvikles søndag, kan gennemføres under rolige forhold, så det efterfølgende resultat vil blive accepteret som legitimt.

Der har været en stribe blodige opgør mellem prorussiske separatister i regionerne Donetsk og Lugansk, der grænser op til den russiske grænse.

/ritzau/