Lindegaard holder buret rent i klar United-sejr

Skrevet af admin

05/04/2014

Dagens topnyheder

Den danske målmand Anders Lindegaard var for første gang at finde i målet i Premier League i denne sæson, da hans klub Manchester United lørdag sejrede med 4-0 på udebane over Newcastle.

Danskeren stod en glimrende kamp og kunne glæde sig over at holde målet rent, mens holdets offensive profiler sørgede for en komfortabel sejr.

Newcastle havde ellers haft fine muligheder, da Manchester United efter 37 minutter fik et frispark lige uden for modstanderens straffesparksfelt. Det sendte Juan Mata på flotteste vis op i hjørnet til 1-0.

Anders Lindegaard havde sin andel i, at det stadig stod 0-0 på det tidspunkt. Han fik en god start på kampen, og efter 24 minutter reddede han flot til hjørnespark efter et meget kvalificeret hovedstød.

Føringsmålet gav United selvtillid, og holdet var tæt på at øge lige inden pausen, men Javier Hernández sendte i fri position bolden på stolpen.

2-0-målet kom dog lige efter pausen. Anders Lindegaard satte et kontraangreb hurtigt i gang, og et par stationer efter fik Juan Mata bolden foran mål. Han udøvede en smart skudfinte og scorede nemt.

Midt i anden halvleg fik Javier Hernández revanche, da han scorede til 3-0 efter Shinji Kagawa forarbejde.

I kampens resterende del havde Newcastle flere gode muligheder, men Anders Lindegaard præsterede to fremragende redninger. I stedet øgede Adnan Januzaj til 4-0 i kampens tillægstid.

Med sejren avancerede United til sjettepladsen, men den kan Tottenham tage tilbage mandag.

Fulhams dansker, William Kvist, måtte tage plads på bænken i hele kampen, da den trængte London-klub spillede ude mod Aston Villa.

Fulham hentede en vital sejr på 2-1 og fik nyt liv i overlevelseskampen. Med sejren avancerede holdet fra sidste- til tredjesidstepladsen.

/ritzau/