Lodtrækning skal finde kvartfinalist i Afrika

Skrevet af admin

28/01/2015

Mest læste i dag

Fodboldspillerne fra Mali og Guinea - og ikke mindst alle deres fans - må vente til torsdag med at finde ud af, om de skal i kvartfinalen ved Africa Cup of Nations i Ækvatorial-Guinea.

Det blev udfaldet onsdag, hvor de to hold spillede uafgjort 1-1. Begge nationer havde også spillet 1-1 i deres øvrige gruppekampe mod henholdsvis Elfenbenskysten og Cameroun, og så må der lodtrækning til.

Sidst det skete i Africa Cup of Nations var i 1988, hvor Algeriet var heldig i en lodtrækning, mens Elfenbenskysten var den uheldige part.

Kevin Constant bragte ellers Guinea i front med en scoring på straffespark efter et kvarter.

Kun to minutter senere misbrugte Malis Seydou Keita et straffespark, så tilskuerne måtte vente med udligningen til kort efter pausen. Modibo Maiga scorede til 1-1.

Dermed endte fem af seks kampe i gruppe D 1-1.

Kun den samtidige kamp mellem Elfenbenskysten og Cameroun fik en vinder. Her vandt Elfenbenskysten 1-0 på scoring fra Max Gradel i det 35. minut.

Elfenbenskysten skal møde Algeriet i kvartfinalen på søndag. De øvrige kvartfinaler er Congo - DRCongo, Tunesien - Ækvatorial-Guinea og Ghana mod enten Mali eller Guinea.

Finalen bliver spillet den 8. februar i Bata i Ækvatorial-Guinea.

/ritzau/