Mange sårede: Politi afviser voldsomme metoder i Hongkong

Adskillige personer er kommet til skade under demonstrationer tidligt søndag lokal tid i Hongkong, hvor politiet så sig nødsaget til at gribe ind.

Det rapporterer flere internationale medier.

Urolighederne opstod blot få timer, efter at regeringen i den tidligere britiske kronkoloni oplyste, at der i næste uge vil blive påbegyndt forhandlinger med det mål at afslutte de seneste ugers massive demonstrationer.

Kampklædt politi brugte magt mod demonstranter i Mong Kok-området. Nogle blev ført væk på bårer, og andre måtte tilses for hovedskader, knoglebrud og voldsomme slag ifølge journalister fra nyhedsbureauet AFP samt hospitalskilder på stedet.

Politiet siger i en pressemeddelelse søndag, at det har brugt "minimal magt", da demonstranter nærmede sig de opsatte afspærringer i området.

Ordensmagten i Hongkong har hidtil været velrespekteret og kendt som upartisk. Men under demonstrationerne er politiet blevet beskyldt for at agere politisk.

Demonstranterne, der primært udgøres af studerende, kræver demokratiske reformer.

Protesterne er blevet udløst af et krav fra det kommunistiske styre i Kina om at forhåndsgodkende kandidater, som ønsker at stille op til valget i 2017 om at blive Hongkongs nye leder.

Opbakningen til Paraplyrevolutionen, som protesterne er blevet kaldt, er løbende blevet mindre, i takt med at frustrationen over, at demonstranterne blokerer trafikken i det centrale Hongkong, er vokset.

Regeringen ønsker tirsdag at indlede forhandlinger med de utilfredse studerende og nå frem til en løsning på problemerne.

Tidligere forsøg på dialog mellem demonstranter og myndigheder i Hongkong har hidtil slået fejl.

/ritzau/AFP

 

Top partnere


Lån penge
Find det bedste lån til dig, der lige står og mangler penge her og nu til en rejse eller en ny computer.


Vejle24
Vejles nye netavis med seneste nyt fra Vejle og omegn.


Sammenlign sikre og regulerede casino-sider i Danmark. Udforsk de bedste online casinoer på www.bedrageri.com/online-casino


På Samlino.dk kan du beregne og sammenligne lån til bil på tværs af 15+ selskaber. Prøv i dag på www.samlino.dk/laan/billaan
 

Dagens Gossip