Medleykvinder bader sig videre til holdkapfinale

Skrevet af admin

24/08/2014

Dagens topnyheder

Det skulle bare overstås uden at bruge alt for mange kræfter. Og uden at overanstrenge lykkedes det da også søndag for den kvindelige danske holdkap på 4x100 meter medley at svømme sig i finalen ved EM i svømning.

Endda i bedste tid, selv om de fire svømmepiger gjorde, hvad de kunne for at holde igen.

- Vi skulle alle sammen gerne finde lidt mere frem senere, men det var et typisk morgenløb på syvendedagen af et stort mesterskab, hvor man gemmer på kræfterne og gør klar til at få det sidste ud af kroppen i finalen, siger Rikke Møller Pedersen.

Kvartetten, der også tæller Pernille Blume, Jeanette Ottesen og Mie Ø. Nielsen, er meget opsat på at få endnu en medalje med hjem - og gerne af guld.

- Det bliver vigtigt at slutte af på en god måde, og sådan en holdkap er en virkelig fed måde at slutte et stævne af på, siger Blume.

Danmark er favorit til at vinde disciplinen, men ingen af de danske svømmere tør føle sig sikker på endnu en EM-guldmedalje.

- Der er mange, der rigtigt gerne vil vinde den, så der bliver rigtigt hård konkurrence, siger Rikke Møller Pedersen.

Mie Ø. Nielsen og Pernille Blume er dog lidt uenige om, hvem der er de største konkurrenter.

Den første peger på Storbritannien og Sverige, mens Blume tror, at russerne har noget mere i posen.

Men også Holland med næsthurtigste tid i indledende heat banker på til medaljer, så der bliver formentlig spænding til det sidste, når stævnets sidste finale med dansk deltagelse afvikles 16.55.

/ritzau/