Merkel vil tale med SPD igen

04/10/2013 18:20

Newspaq

Nyheder

Mest læste i dag

Knap to uger efter forbundsdagsvalget har valgets vinder, forbundskansler Angela Merkel, fredag taget de første spæde skridt i forsøget på at få dannet en ny tysk regering.

Og det var et sandt stormøde, CDU-formanden Merkel var vært for i Det Tyske Parlamentariske Selskabs lokaler over for Rigsdagen i Berlin:

Hele 21 toppolitikere deltog i det første næsten tre timer lange sonderingsmøde mellem CDU, søsterpartiet CSU og det socialdemokratiske SPD.

Der er nu aftalt endnu et sonderingsmøde mellem partierne, der også regerede sammen i en stor koalition fra 2005 til 2009. De mødes næste gang mandag 14. oktober, fire dage efter at Merkel har holdt sonderinger med De Grønne.

Mange socialdemokrater vægrer sig ved at gå i regering med Merkel igen af frygt for atter at blive straffet af vælgerne, som efter den seneste store koalition i 2009 gav SPD det dårligste valgresultat nogensinde.

Og selv om parterne står langt fra hinanden i for eksempel spørgsmålet om skattestigninger, kunne de godt snakke sammen på fredagens møde.

- Stemningen var åbenhjertig, siger socialdemokraternes generalsekretær, Andrea Nahles, der kan berette om, at der er flere områder, hvor partierne er enige, men at der også er stridspunkter.

- Det er nødvendigt med flere samtaler, siger hun.

CDU's organisatoriske chef, generalsekretær Hermann Gröhe, er enig.

- Det giver mening, og det er også nødvendigt at fortsætte sonderingerne, siger han og tilføjer, at mødet fandt sted i en god, saglig og konstruktiv atmosfære.

Først når det næste sonderingsmøde med SPD og også samtalerne med De Grønne er afsluttet, vil Merkel tage stilling til, hvem hun vil indlede formelle forhandlinger med.

Hvis CDU/CSU vil prøve at lokke SPD i folden, skal SPD-formand Sigmar Gabriel først få grønt lys til koalitionsforhandlinger af en ekstraordinær partikongres, som ventes afholdt 19. eller 20. oktober.

Hvis parterne så kan enes om et regeringsgrundlag, skal det til urafstemning blandt SPD's cirka 470.000 medlemmer.

Det skulle egentlig ske inden partikongressen 14. november, men Andrea Nahles vil ikke længere udelukke, at Tyskland først får en ny regering ved juletid.

/ritzau/dpa