Metalfan headbangede sig til hjerneblødning

Skrevet af admin

07/07/2014

Mest læste i dag

Har man nogensinde været i tvivl om, om det går vildt for sig til en koncert med de rå briter i gruppen Motörhead, kan man godt pakke tvivlen væk.

En tysk metalfan måtte nemlig for nylig søge lægehjælp, efter han i en måned havde døjet med stadig værre hovedpine. Årsagen var tilsyneladende de mange timers såkaldte headbanging, som den 50-årige rocker havde udsat sit midaldrende hoved for i den seneste tid - med Motörhead-braget som en uheldig konklusion. Det skriver Rolling Stone.

- Headbanging førte med sine kraftige både fremad- og bagudrettede acceleration og deceleration til skader på en række blodårer, som skabte indre blødninger, skriver mandens læger fra universitetshospitalet i Hannover. 

- Det bekræfter Motörheads omdømme som et af de mest hardcore rock'n'roll-navne på jordkloden, om ikke andet så på grund af deres smittende og hurtige "drive" og det faretruende potentiale for hjerneblødninger blandt gruppens headbangende fans, fortsætter holdet med en ikke beskeden mængde humor.

En af lægerne på holdet, Dr. Ariyan Pirayesh Islamian, vil dog ikke forbyde eller fraråde headbanging til hårdtrockende koncerter i fremtiden.

- Risikoen for at pådrage sig en skade er meget, meget lille. Rock'n'roll dør aldrig. Heavy metal-fans skal bare rocke derudad, siger han.

Newspaq