Flere eksperter tvivler på, at regeringen kan halvere tvangen i psykiatrien med de afsatte penge, men kritikken preller af på sundhedsminister Astrid Krag (SF).
- Man kan altid stille spørgsmålstegn ved, om der nu er afsat penge nok, men omvendt vil flere penge heller ikke nødvendigvis være en garanti for bedre resultater, skriver sundhedsministeren i en e-mail til Ritzau.
Tvang såsom bæltefiksering eller tvangsmedicinering skal halveres frem imod 2020, lød det i den finanslovaftale, som regeringen indgik med Venstre og De Konservative.
Men flere eksperter sætter i Jyllands-Posten spørgsmålstegn ved, om en halvering overhovedet er mulig for de knap 300 millioner, der er afsat over de næste fire år. Men ministeren er af en anden opfattelse.
- Vi får nu en ambitiøs national målsætning med bred politisk opbakning og laver samtidig den struktur, der skal til for at følge op på resultaterne i tæt samarbejde med regionerne. Jeg tror på, at vi kan opnå gode resultater, skriver Astrid Krag.
- Selvom det er en ny stor opgave, vi tager fat på, så hænger det tæt sammen med regeringens andre initiativer, hvor der allerede er afsat ekstra midler til behandling, og patienter med sindslidelser opnår samme patientrettigheder som fysisk syge, tilføjer sundhedsministeren.
Hun varsler desuden en samlet handleplan i 2014 for at forbedre psykiatrien.
/ritzau/