Minister tager mundkurv på efter EU-brev om landbrugspakke

Skrevet af admin

10/05/2016

Dagens topnyheder

Offentligheden skal ikke regne med en kommentar fra miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V), der ikke "kan" kommentere en pilotskrivelse fra EU-Kommissionen.

I en skrivelse til den danske regering lægger EU-Kommissionen op til, at landbrugspakken, der blev vedtaget i februar, er i strid med tre EU-direktiver.

Ifølge ministeren er en såkaldt pilotskrivelse et helt normal og formelt redskab til at stille opklarende spørgsmål til medlemsstaterne, forud for at der tages stilling til, hvorvidt der skal rejses en sag, som skal afgøre, om Danmark har krænket traktaten.

- Da en pilot dermed i princippet kan blive en del af en formel juridisk tvist mellem Kommissionen og den danske regering, er der ikke praksis for, at hverken Kommissionens henvendelse eller Danmarks kommende svar offentliggøres.

- Jeg kan således ikke kommentere på indholdet i det omtalte brev, skriver han i en skriftlig kommentar.

Det har således ikke været muligt at spørge ind til, hvordan Danmark reagerer på brevet, eller om oppositionen og flere forskere dermed havde ret i deres kritik af blandt andet landbrugspakkens kvælstofudledning.

Embedsmænd har tidligere anonymt til Berlingske fortalt, at det fra begyndelsen var en bunden opgave at bringe landbrugspakken til verden, selv om man godt vidste, at pakken samlet set ville komme i konflikt med Danmarks EU-retlige forpligtelser.

Desuden var det en betingelse for den nye gødningslov, at der blev foretaget en "saglig og juridisk vurdering", som sikrer, at Danmark overholder reglerne.

Men hverken eksperter eller embedsmænd tæt på sagen har hørt om, at der på noget tidspunkt er foretaget en egentlig juridisk vurdering.

I yderste konsekvens kan det ende med en traktatbrudssag, siger Ulla Steen, der er studieleder ved Juridisk Institut på Aalborg Universitet.

- Nu har kommissionen valgt at sige, at Danmark har en pakke, hvor man ser de tre i sammenhæng. Så hejser EU-Kommissionen lige flaget og spørger: Kan I opfylde de krav, der ligger i direktiverne med den implementering, der er lavet.

- Og i en lille parentes: Vi tror, at der er et eller andet galt, siger Ulla Steen.

/ritzau/