Minister: Vi skal skamme os når vores sportsfolk snyder

Skrevet af admin

24/09/2015

Dagens topnyheder

Alle danskere bør skamme sig, hvis en af landets sportsstjerner snyder.

Det mener kulturminister Bertel Haarder (V), der torsdag deltog i et idrætstopmøde i Nordisk Råd i Aalborg, hvor doping og matchfixing var på dagsordenen.

Skammen kan ifølge Haarder være med til at skabe den rette moral og mentalitet hos danske sportsfolk.

- Vi kender alle til stoltheden, når danske sportsfolk har klaret sig godt, og tilsvarende bør vi skamme os kollektivt, hvis nogen prøver at vinde med snyd.

- Den fælles glæde skal modsvares af en fælles skam. Vi kan ikke klare alt med lovgivning, men vi skal have en mentalitet, hvor man ikke snyder, siger Haarder.

Kulturministeren nævner den tidligere cykelstjerne Bjarne Riis som et eksempel på en dansk idrætsmand, der først skabte glæde og senere skam. I 1996 vandt han Tour de France, og i 2007 indrømmede han doping.

- Vi var alle sammen glade, da Bjarne Riis vandt, og så skammede vi os, da vi bagefter fandt ud af, at han var en nar.

- Det var skamfuldt for os alle. Han blev hyldet, og vores statsminister holdt en tale for ham, men det viste sig, at han snød os.

- Det har skadet cykelsporten varigt, det er der ingen tvivl om. Den er dog ikke gået helt i stå, men der skal ikke meget til, før det går i stå, siger Haarder.

Ud over at snyd kan ødelægge sporten, så risikerer uskyldige sportsfolk ifølge kulturministeren helt uretfærdigt at blive lagt for had på grund af kollegers dopingsnyd.

Riis og alle andre snydere skal ifølge Haarder straffes med de midler, der allerede er kendt. Den skam, kulturministeren taler om, har mere til hensigt at forme moralen hos danske sportsfolk.

Sportens bekæmpelse af doping og matchfixing er en dynamisk affære, der hele tiden støder på nye udfordringer.

Inden for matchfixing er potentielle snydere beskyttet af persondatalove, der betyder, at spiludbydere ikke kan udlevere oplysninger, som kunne føre til retsforfølgelse.

Emnet var torsdag oppe at vende på idrætstopmødet i Aalborg, og Haarder vil nu sætte sig ind i problematikken.

Når det gælder doping, så kommer der med jævne mellemrum nye produkter på markedet.

- Det vanskelige er, at både kemi og biologi udvikler sig hele tiden.

- Man må ikke sprøjte sig med det ene, men hvad med det andet? Der er en gråzone, som teknologien skaber, og den skal vi ikke komme i dårligt humør over.

- Det er også sådan uden for sporten, at tyveknægte og biltyve udvikler sig, og så finder samfundet på nye midler, og så finder forbryderne igen på nye måder. Sådan vil det også være inden for idrætten, siger Haarder.

/ritzau/