Nicolai Stokholm stopper karrieren til sommer

Skrevet af admin

31/03/2014

Dagens topnyheder

Nicolai Stokholm fylder 38 tirsdag, men fodboldevnerne fejler ingenting. Det beviste anføreren for FC Nordsjælland, da han scorede kampen eneste mål i mandagens superligakamp mod AGF.

Alligevel har han besluttet sig for at stoppe karrieren, når sæsonen er forbi og hans nuværende kontrakt med FCN udløber.

- Jeg tror, at det er ved at lakke mod enden. Jeg bliver 38 i morgen, og jeg forventer, at det her bliver min sidste sæson. Det har jeg det fint med.

- Jeg har et HD-studie i organisation og ledelse, jeg færdiggør til sommer, og derfor er jeg nok også der, hvor jeg skal til at tænke på noget andet, siger Stokholm efter kampen.

Han kan godt begynde at mærke, at kravene til en superligaspillers fysik ikke er blevet nemmere at leve op til.

- Jeg er ved at være rusten. I morgen bliver det nok ikke så svært at komme op, for da kommer der to børn og synger fødselsdagssang for mig, men de andre dage kan man da godt mærke det, lyder det fra den tidligere OB- og AB-spiller.

Han er glad for, at han med sit mål var med til at bidrage til en sejr og tre point, der giver ro på bagsmækken hos mestrene fra 2012.

- Jeg er utroligt glad for, at vi fik sejren. Vi vidste, at taberen ville ryge ned omkring nedrykningsstregen, mens vinderen ville få lidt luft, siger han.

Nicolai Stokholm udbyggede med målet sin rekord som Superligaens ældste målscorer nogensinde. Den lyder nu på 37 år og 364 dage.

/ritzau/