Norwegian-forhandlinger er brudt sammen

Skrevet af admin

07/03/2015

Mest læste i dag

Forhandlingerne mellem piloterne og ledelsen i flyselskabet Norwegian er tidligt lørdag morgen brudt sammen, oplyser den norske pilotforening Parat i en pressemeddelese.

- Vi har givet os i tidligere samtaler, og vi har givet os endnu mere i disse sidste forhandlinger, blandt andet gennem større fleksibilitet og bortfald af tillæg. Tidligere har vi lagt pension og forsikringsspørgsmål i puljen. Problemet er, at arbejdsgiveren tager uden at give noget tilbage, siger Halvor Vatnar, leder for Norwegian Pilot Union (NPU), i en pressemeddelelse.

Han beskylder Norwegians direktør, Bjørn Kjos, for at forsøge at presse piloterne ved at fremhæve de gener, som rammer passagererne.

- Selskabets ledelse og Bjørn Kjos snakker om de utallige passagerer, som ikke kommer derhen, hvor de skal, men når det kommer til stykket, så ser vi en modpart, som ikke viser vilje til at finde løsninger og egentlig ikke bekymrer sig om passagererne.

- Ledelsen er kun ude på at splitte piloterne og forhindre et effektivt lønsamarbejde, siger Halvor Vatnar.

Med sammenbruddet fortsætter den omfattende flystrejke, der så småt begyndte sidste lørdag og for alvor eskalerede onsdag, da næsten 700 piloter nedlagde arbejdet.

Parterne har sammen med den norske forligsmand forsøgt at finde en løsning siden klokken 13 fredag eftermiddag, men klokken 5:30 lørdag morgen gav de op.

Omkring 100.000 rejsende menes indtil nu at have været ramt af strejken, og det tal vokser med omkring 20.000 lørdag.

Norwegians ledelse har endnu ikke kommenteret sammenbruddet.

/ritzau/NTB