Nottingham ydmyger Premier League-hold i FA Cuppen

Skrevet af admin

05/01/2014

Dagens topnyheder

West Ham blev ydmyget godt og grundigt, da Premier League-mandskabet søndag måtte forlade FA Cuppen.

Manager Sam Allardyces mandskab var i tredje runde på besøg hos Nottingham Forest, der sejrede med hele 5-0.

Selv om værterne hører til i den næstbedste engelske række, så var det ikke til at se på banen, hvor holdet fra Nottingham styrede løjerne.

Det gik for alvor galt for West Ham i de sidste 25 minutter, hvor hjemmeholdet scorede fire gange. Blandt andet scorede Jamie Paterson et hattrick på under et kvarter for Nottingham Forest.

West Ham gik helt i opløsning til sidst, men måske passer det London-mandskabet fint, at der nu bliver lidt færre kampe i kalenderen. West Ham kæmper nemlig for overlevelse i Premier League, hvor holdet er næstsidst.

/ritzau/