Novos evige toer var førstevalg i Lundbeck

Skrevet af admin

06/05/2015

Mest læste i dag

Mens Kåre Schultz ikke fik chancen for at være førstemand i Novo Nordisk, så var han den absolutte favorit til stillingen hos Lundbeck.

Det fortæller Lundbecks bestyrelsesformand, Håkan Björklund, om ansættelsen af Novos tidligere kronprins som topchef i Lundbeck.

- Det har været vigtigt at få en person med stor erfaring fra den farmaceutiske industri og en stærk leder. Og Kåre Schultz opfyldte alle de krav, siger Håkan Björklund til Ritzau Finans.

- Han har i alle årene i Novo Nordisk leveret imponerende resultater, og han var helt enkelt med flere længder vores foretrukne kandidat, siger Håkan Björklund, der har været konstitueret leder siden bruddet med den tidligere topchef Ulf Wiinberg sidste år.

Det er kun en uge siden, at Novo Nordisk meget overraskende meddelte, at Kåre Schultz forlod virksomheden. Men ifølge Håkan Björklund har dialogen med kandidaten varet længere end det.

- Vi har talt med ham i et stykke tid. Så det er ikke noget, der er opstået i den seneste uge, siger formanden, som ikke vil ind på, hvem der indledte kontakten.

- Jeg vil ikke ind på det. Vi har anvendt en konsulent til opgaven, som har hjulpet os i kontakten mellem os og alle kandidaterne, siger han.

Den nye topchef får som en af sine hovedopgaver at vende minus til plus i koncernen. Håkan Björklund vil ikke konkretisere, hvordan det kan ske.

- Han skal lede Lundbeck, og det betyder, at han skal gøre Lundbeck så fremgangsrigt som muligt.

- Det kommer til at indebære en række forskellige ting, og det er noget, som Kåre skal sætte sig ind i, når han tiltræder, og derefter diskutere med mig og den øvrige bestyrelse, siger Håkan Björklund.

Kåre Schultz trak sig fra sin stilling som viceadministrerende direktør i Novo Nordisk 30. april, fordi han stod til at miste sine opgaver som koncerndriftsdirektør.

Da selskabets bestyrelse samtidig havde besluttet, at den nuværende topchef i Novo Nordisk, Lars Rebien Sørensen, bliver siddende til 2019, vurderede Kåre Shultz, at det tjente hans interesser bedst at forlade selskabet, forklarede han på det tidspunkt.

Den tidligere administrerende direktør i Lundbeck, Ulf Wiinberg, forlod i november 2014 selskabet efter at have forbrudt sig mod virksomhedens aktie-regler.

/ritzau/