Nyt studie: Verdensfreden er blevet svækket

Skrevet af admin

18/06/2014

Mest læste i dag

Verdensfreden er blevet svækket stadigt mere i de seneste syv år med flere krige, militante angreb og omfattende kriminalitet efter seks årtier med gradvise forbedringer efter Anden Verdenskrig, viser en global sikkerhedsrapport.

Konflikterne i navnlig Irak, Syrien, Afghanistan, Sudan og Den Centralafrikanske Republik har trukket det årlige Globale Freds Indeks nedad, fastslår undersøgelsen fra Instituttet for Økonomi og Fred i Australien.

Det er navnlig et stigende antal drab begået af militante grupper i Mellemøsten, Sydasien og Afrika, som forårsager faldet sammen med et stigende antal drab i verdens urbane centre.

Flere mennesker er også blevet gjort til flygtninge, fordi de har måtte flygte fra voldelige konflikter.

- Graden af kriminalitet og konflikt i mere udviklede regioner - navnlig i Europa - er dog generelt faldet, hedder det.

Men den samlede forværring fremstår som den værste i 60 år, skriver forskerne ved instituttet i Australien, der henviser til, at indekset, der er fra 2007, ville have vist stadig forbedring i årene efter Anden Verdenskrig og frem til for syv år siden.

- Der synes at være en række forskellige årsager, siger Steve Killelea, som leder instituttet.

- Vi har de hårde følger af Det Arabiske Forår, tiltagende terrorisme efter især invasionen af Irak og eftervirkningerne af den globale finanskrise.

Studiet anvender 22 indikatorer i 162 lande - blandt andet militærudgifter, antallet af drab, civil ulydighed og terrorisme.

I de seneste syv år er den gennemsnitlige globale fredsindikator for alle lande i verden steget fra 1,96 til 2,06, hvilket indikerer en mindre fredelig verden.

Rapporten er baseret på data frem til marts i år, men den omfatter ikke de seneste voldelige udvikling i Irak og Ukraine.

- Der er ingen tvivl om, at hvis de seneste data var med, så ville billedet være endnu værre, siger Killelea.

/ritzau/Reuters