Obama rejser til Europa for at møde Ukraines nye leder

Skrevet af admin

30/05/2014

Mest læste i dag

USA præsident, Barack Obama, skal onsdag mødes med Ukraines kommende præsident, Petro Porosjenko, i Polens hovedstad, Warszawa.

Obamas tur forbi Polen er et forsøg på at berolige USA's allierede, der er nervøse for Ruslands involvering i den ukrainske krise, siger vicesikkerhedsrådgiver i Det Hvide Hus Ben Rhodes til journalister i Washington.

Obamas rejse til Europa involverer også besøg i Belgien og Frankrig med henblik på at fremhæve amerikanernes engagement i Østeuropa efter Ruslands annektering af Krim-halvøen.

Rusland har haft tropper ved grænsen til Ukraine, siden den ukrainske halvø i marts efter en kontroversiel folkeafstemning blev indlemmet i Den Russiske Føderation.

Rejsen er en del af en større europæisk rundtur for den amerikanske præsident.

Undervejs skal Obama også mødes med en større gruppe af central- og østeuropæiske ledere i den polske hovedstad. Han har dog ingen planer om at mødes med russiske ledere.

Desuden skal han til G7-topmøde i Bruxelles, nu da G8-topmødet i Sotji er aflyst som følge af Ukrainekrisen. I Frankrig skal han desuden deltage i en mindehøjtidelighed på 70-årsdagen for D-dagen i Normandiet, hvor også Ruslands præsident, Vladimir Putin, er ventet.

Udmeldingen fra Det Hvide Hus kommer efter, at Natos generalsekretær, Anders Fogh Rasmussen, fredag sagde, at omkring to tredjedele af de russiske styrker, der hidtil har været opmarcheret ved grænsen til Ukraine, har trukket sig tilbage fra grænseområdet.

Nato har gentagne gange opfordret Rusland til at trække sine tropper tilbage fra grænsen til Ukraine for ikke at optrappe konflikten i den uroplagede tidligere sovjetrepublik.

Den 48-årige forretningsmand Porosjenko er endnu ikke tiltrådt som Ukraines præsident, efter at han i søndags vandt præsidentvalget i første valgrunde. I medierne kaldes han "chokoladekongen" på grund af sit slik-imperium.

/ritzau/Reuters