Obama vil mødes med G7-ledere for at tale om Ukraine

Skrevet af admin

18/03/2014

Dagens topnyheder

USA's præsident, Barack Obama, har tirsdag indkaldt til et G7-topmøde i næste uge for at diskutere den optrappede styrkeprøve med Rusland om Krim-halvøen.

Det Hvide Hus siger, at Obama har bedt sine lederkolleger - minus Ruslands - om et møde i den hollandske regeringsby Haag, hvor den amerikanske præsident vil være til stede på et topmøde for atomsikkerhed.

Formålet er at drøfte krisen, og hvordan Ukraine kan hjælpes, nu da Rusland officielt har optaget den ukrainske halvø ved Sortehavet i den russiske føderation.

- USA og de øvrige medlemmer af G7 har allerede udsat vores forberedelser til G8-topmødet i Sotji, siger talskvindens for USA's nationale sikkerhedsråd Caitlin Hayden.

- I dag (tirsdag, red.) har præsident Obama inviteret sine kolleger fra Canada, Frankrig, Italien, Japan, Storbritannien og Tyskland til Holland i næste uge på sidelinjen af atomtopmødet i Haag, siger Hayden og tilføjer:

- Mødet vil have fokus på situationen i Ukraine og yderligere skridt, som G7 kan overveje for at reagere på den aktuelle udvikling og for at støtte Ukraine.

Imens understreger Tysklands forbundskansler, Angela Merkel, at Rusland fortsat er medlem af G8.

De syv andre medlemmer af sammenslutningen af verdens førende industrinationer har udelukkende trukket sig fra forberedelserne til G8-topmødet i Sotji, som Rusland er vært for til sommer.

- Derudover er der ikke truffet nogen beslutninger. Hvad angår G8, foreligger der ikke nogen ny situation, siger hun ifølge nyhedsbureauet dpa.

Kansleren reagerer dermed på en Twitter-besked fra den franske udenrigsminister, Laurent Fabius, som i flere medier blev tolket som, at Rusland ville blive smidt ud af G8-klubben.

En talsmand for det franske udenrigsministerium har da også præciseret, at Fabius' besked om at suspendere Rusland udelukkende handlede om forberedelserne til topmødet.

USA indførte mandag sanktioner mod 11 navngivne russiske og tidligere ukrainske topledere samtidig med, at EU navngav 21 sanktionsramte personer i Rusland og på Krim.

Og selv om Merkel tirsdag stempler Ruslands optagelse af Krim for værende i strid med international ret, så vil "vi ved siden af sanktionerne fortsat satse på dialog" med Rusland.

/ritzau/AFP