OL: Caroline Wozniacki kan møde Kvitova i anden runde

Skrevet af admin

04/08/2016

Dagens topnyheder

Den danske tennisspiller Caroline Wozniacki kommer på en vanskelig opgave, hvis hun formår at spille sig videre fra førsterundekampen mod Su-Wei Hsieh fra Taiwan, verdensranglistens nummer 83.

I anden runde kan danskeren, der ikke er seedet qua sin placering som nummer 54 på verdensranglisten, møde tjekken Petra Kvitova, der gennem flere år har været en del af verdenseliten og blandt andet har vundet Wimbledon to gange.

Det kræver dog, at også Kvitova, der aktuelt er nummer 14 på verdensranglisten, selv vinder sin kamp i første runde.

Det står klart efter torsdagens lodtrækning.

Lykkes det Wozniacki at kæmpe sig frem til kvartfinalen, skal hun - hvis seedningerne holder - møde verdensetteren Serena Williams.

Inden Caroline Wozniacki skal i aktion på banen, skal hun først bære den danske fane ind ved fredagens åbningsceremoni. Wozniacki spiller første kamp lørdag eller søndag brasiliansk tid.

I herrernes singleturnering er der lagt op til flere brag allerede i første runde.

Topseedede Novak Djokovic møder argentineren Juan Martin del Potro i første runde. Argentineren var tidligere nummer fire i verden.

Andenseedede Andy Murray møder den temperamentsfulde serber Victor Troicki.

Herrernes turnering har ikke deltagelse af schweizerne Roger Federer og Stanislas Wawrinka.

/ritzau/