Oppositionen går sammen for at slå Netanyahu

Skrevet af admin

10/12/2014

Dagens topnyheder

I et forsøg på at vriste magten fra Israels højrenationale regeringsparti Likud og premierminister Benjamin Netanyahu har de to oppositionspartier Arbejderpartiet og centerpartiet Hatnuah indgået en valgalliance.

Sammen vil de nu gå i kødet på Likud for at vinde regeringsmagten ved parlamentsvalget i marts.

Likud ligger i meningsmålingerne til at vinde 22 af de 120 pladser i parlamentet, og dermed vil partiet i et nyt og broget parlament blive det største.

Arbejderpartiet ledes af Isaac Herzog. Det ligger til 12 mandater.

Hatnuah ledes af Tzipi Livni. Hun var indtil for nylig justitsminister i Netanyahus regering, men så fyrede han hende og finansminister Yair Lapid fra partiet Yesh Atid og udskrev nyvalg.

Det er sket på et tidspunkt, hvor Israel står med en række problemer. Dels er fredsforhandlingerne med palæstinenserne ikke-eksisterende, almindelige israelere har svært ved at få enderne til at mødes økonomisk, og der er problemer med finansloven for 2015.

- Forældre har ikke råd til at købe en lejlighed til deres børn. Deres børn får ingen ordentlig uddannelse, siger Herzog efter meddelelsen om den nye alliance.

- Netanyahu har allerede haft seks år og har ingen svar. Jeg er her for at sige, at tiden er inde til forandring, siger han.

Videre siger Herzog, at hvis det nye forbund vinder, bliver han - Herzog - premierminister i de første to år, mens Livni blive regeringschef i periodens sidste to år.

Meningsmålingerne giver Livnis parti fire mandater, men målingerne siger også, at hvis Arbejderpartiet og Hatnuah går til valg på sammen, så har de en chance for at vinde over Likud.

Livni havde en ofte stormfuld tid i regeringen med Netanyahu. Hun var blandt andet mere opsat på at føre fredsforhandlinger med palæstinenserne end Netanyahu.

Netanyahu har en chance for at vinde en fjerde periode som regeringschef, idet han vil kunne danne regering med en stribe små religiøse og nationale partier på den yderste højrefløj.

/ritzau/dpa