Pokalgyser-reprise ender med klar KIF-sejr

Skrevet af admin

26/10/2014

Dagens topnyheder

For bare fire dage siden mødtes KIF Kolding København og GOG i en dramatisk pokalkvartfinale, som først blev afgjort efter to gange forlænget spilletid.

Søndagens ligaopgør blev knap så spændende, selv om fynboerne igen gjorde god modstand. Hjemmeholdet vandt dog 34-28 efter at have været bagud med to mål ved pausen.

- Vi var lidt for sløve i første halvleg og manglede lidt i vores bevægelser og engagement, mens de havde godt med knald på.

- Det fik vi rettet op i anden halvleg. Vi var enige om i pausen, at vi ikke kunne være andet bekendt over for vores publikum. Vi scorede de tre første mål, og så kørte det ellers bare derudad, siger Lasse Andersson.

Venstrebacken var i hopla og lavede hele 10 mål. Dermed var han medvirkende til, at KIF Kolding, der i sidste sæson lavede meget få mål, blev noteret for usædvanlige 34 scoringer.

- Forskellen i forhold til sidste sæson er, at vi nu har både Kasper Irming og Kim Andersson, der kan score fra højre side, og derfor er vi meget farligere i angrebet.

- Uden dem blev vores spil for stillestående, men nu kan vi brede spillet meget bedre ud, siger Andersson.

KIF Kolding København har fortsat kun sat et enkelt point til i Boxer Herreligaen, som holdet fører med hele seks point foran HC Midtjylland.

/ritzau/