Politiet anholder formodet seriekrænker i København

Skrevet af admin

08/11/2015

Dagens topnyheder

Københavns Politi har anholdt en mand i forbindelse med en stribe krænkelser af yngre kvinder i København. Politiet har i flere dage eftersøgt en gerningsmand og har via pressen bedt om hjælp fra borgerne.

Det var netop en borgerhenvendelse fra en yngre kvinde, som førte politiet på sporet af den mistænkte. Han blev anholdt søndag aften klokken 19.20, oplyser vicepolitiinspektør Jens Møller til Ritzau.

- Hun iagttager en mand, som hun synes er mistænkelig. Det synes hun på baggrund af den omtale, der har været i pressen. Det er blandt andet den måde, han stirrer på hende på, og det, at han er på cykel, som hun lægger mærke til, siger Jens Møller.

På baggrund af kvindens oplysninger lykkedes det i løbet af eftermiddagen søndag at identificere manden. Identiteten lå ifølge Jens Møller fast ved 15-tiden.

- På den baggrund vælger vi så at tage ud og anholde manden på hans bopæl, som ligger centralt på Nørrebro, fortæller Jens Møller.

Den anholdte er en 43-årig mand. Han blev pågrebet klokken 19.20. Politiet mistænker ham for at stå bag en række blufærdighedskrænkelser begået mod yngre kvinder omkring Nørrebrogade, Frederikssundsvej og på Østerbro.

Ifølge Jens Møller er det dog endnu for tidligt at sige noget om, hvor mange sager, som politiet vil sigte ham for.

- Han skal afhøres i løbet af aftenen og natten og igen i morgen, fortæller Jens Møller.

/ritzau/