Politiet i Sønderjylland leder efter 28-årig polak

Skrevet af admin

20/06/2014

Mest læste i dag

Siden 15. juni har Rafal Wróbel fra Polen været savnet af sin familie.

Den 28-årige polak forsvandt for fem dage siden ved 15-tiden fra sit hjem på Industrivej i Bække ved Vejen, hvor han boede sammen med sin familie.

Ægtefællen var ifølge politiet ikke hjemme, da den 28-årige forsvandt sporløst. Syd- og Sønderjyllands Politi beder derfor nu borgerne om hjælp til at finde manden.

Han er tilsyneladende gået uden at have taget hverken penge eller mobiltelefon med. Politiet har ledt efter manden med hunde i nærområdet, men det har ikke båret frugt.

Heller ikke afhøringer af familie og venner har kunnet give noget spor af, hvor han befinder sig.

Rafal Wróbel beskrives som 174 centimeter høj og almindelig af bygning. Han har kort brunt hår og var iført en hvid t-shirt med Adidas-logo, røde shorts og sportssandaler, da han sidst blev set.

Han taler lidt dansk.

Hvis man har oplysninger om den 28-åriges færden, beder politiet om, at man ringer til lokalpolitiet i Vejen på telefon 114.

/ritzau/