En svensk politimand ved navn Tobbe har med et rørende og ærligt Facebook-indlæg taget internettet med storm.
Betjenten har skrevet en ærlig og rå hyldest til de paramedicinere og sygeplejerske, der var tilstede ved en meget alvorlig trafikulykke, og som formåede at gøre et stort indtryk på den svenske betjent.
Læs her hele beskeden til de modige mennesker, som den svenske politimand ikke er bleg for at kalde for engle:
'I et inferno af uforståeligt kaos holdt vi om hinanden. Vi sagde ikke noget, ingen af os.
Vi stod der bare i et par sekunders stilhed, indtil vi gav slip på hinanden. Et hurtigt blik, intet mere, før vi skiltes og fortsatte vores arbejde.
Allerede før vi ankom, vidste jeg, at det ville være slemt. Meget slemt. To biler var stødt frontalt ind i hinanden, og over politiradioen hørte jeg, hvordan alle ambulancer og redningstjenester var sendt ud til ulykkesstedet.
Og så ankommer jeg. Det samlede kaos, der næppe kan beskrives med ord – det er umuligt, at forklare til en person, der ikke har oplevet det. Overalt skriger folk, der er chokerede mennesker, afhuggede kropsdele, blod og døde kroppe.
Så meget er uvirkeligt og svært at forstå, så svært at prioritere og så svært at håndtere.
Jeg træder ud af politibilen. Hvor skal jeg starte? Hvor kan jeg gøre mig mest nyttig? Jeg bevæger mig mod vraget, der engang var en bil.
Brandmændene har travlt med med at forsøge at åbne bilen op. Det syn, der møder mig, da jeg ankommer, vil jeg have på mit nethinde for altid.
Der er ikke noget for mig at gøre.
Videre. Hen i retning af den anden bil. Jeg bliver mødt af en flod af blod, der flyder langs bilgulvet.
Ambulancereddere har travlt med en såret mand, og jeg indser, at jeg er helt overflødig.
Går ud igen. Mennesker overalt. Nogle står op, mens andre sidder ned, og overalt kører redningsmandskabet frem og tilbage.
Og som et tæppe over alt er lyden; af de frygtelige skrig, gråd og sirener, hvilke blandes med lugten af blod og diesel.
I et levende helvede har de involverede mennesker altid højeste prioritet.
Men samtidig skal vi også dokumentere alt til de kommende undersøgelser.
Billeder og videoer skal tages, skitser skal uarbejdes, vidner skal afhøres, trafikken skal omdirigeres, pårørende skal informeres og meget mere.
Så igen, hvor skal jeg begynde?
Hvad er det vigtigste, jeg kan gøre lige i dette øjeblik?
Jeg er nødt til at foretage de rigtige prioriteringer. Kollegerne ankommer nu med vores indsatsleder, der straks går i gang med at dele opgaver ud.
Og det er netop her, at jeg opdager hende.
En sygeplejerske fra ambulancen. Jeg ser hende, da hun står stille. Hun står helt stille med et tomt, næsten apatisk blik et par meter fra det første vrag.
I alt det kaos, der foregår omkring hende har hendes kollegaer overset hende.
De har overset, at det denne gang er for meget for hende.
Læs også: Brandmænd smider tøjet og poserer med mishandlet hund for at skaffe penge til forsømte dyr
Hun bemærker mig ikke, før jeg lægger min hånd på hendes skulder, og nu ser jeg, at hun græder.
Jeg har mødt hende før og ved ud udmærket, hvor dygtig og erfaren hun er, men nu, nu er det bare for meget.
Så jeg holder om hende.
Jeg ved ikke, hvor længe jeg gør det, et par sekunder eller deromkring, men det var nok.
Vi skilles, og hun gårl hen til sine kolleger og genoptager arbejdet.
Hun er en engel i mine øjne. Hun – og alle hendes kolleger- ja, alle mennesker, der arbejder i sundhedssektoren.
Jeg beundrer dig. Du er fantastisk. Du hjælper en anden, hver gang du går på arbejde.
Folk, der er kommet til skade. Folk, der er kede af det. Folk, der har det dårligt.
Dette gør du til trods for meget stress, hårde arbejdsvilkår og begrænsede ressourcer. Trods alle disse forhindringer gør du det. Jeg kender ikke noget mere beundringsværdigt.
Trafikulykken havde en tragisk afslutning. Mange mennesker mistede livet. Mange blev såret. Og mange påvirket. Men jeg ved, at næste gang det sker, vil de være der igen.
Englene.'
Følg Dagens Helte for flere lignende artikler:
