Problemer koster Kristensen førstepladsen i Le Mans

Skrevet af admin

15/06/2014

Mest læste i dag

Tom Kristensen lignede en mand på vej mod sin 10. sejr i Le Mans, men efter godt fire timer på løbets førsteplads er hans Audi nummer 1 nu sat tilbage. Grundet problemer er bilen kort før søndag middag fire omgange efter Porsche på førstepladsen.

Først blev bilen overhalet af Porsche og derefter af Audi nummer 2, da Kristensens bil i omkring et kvarter befandt sig i pit for at udbedre nogle problemer med bilen.

Tom Kristensen satte sig i bilen lidt efter klokken 10, og han førte komfortabelt ned til Porsche på andenpladsen, da bilen pludselig fik problemer.

Bilen stoppede helt, og kort efter kørte Kristensen bilen til pitstop. Det var af kort varighed, hvilket var et godt tegn, skulle man tro.

Men få minutter efter måtte Kristensen igen køre til pitstop. Her blev bilen i cirka 15 minutter, mens rivalerne i front tog maksimal fordel.

Samtidig forlod Kristensen bilen, så det nu er brasilianeren Lucas Di Grassi bag rattet i Audi nummer 1, der er tilbage på banen.

Løbet slutter klokken 15.

/ritzau/