Psykolog: Ældre-voldtægter kan starte som tyveri

Skrevet af admin

05/08/2014

Dagens topnyheder

Voldtægtsforbrydere opsøger meget sjældent ældre kvinder med det formål at voldtage dem. Når voldtægter af ældre alligevel finder sted, kan det skyldes, at tyveri eller røveri udvikler sig.

Det viser voldtægtsstatistikker i Danmark og udlandet, oplyser psykolog Annalise Rust fra Rigshospitalets center for seksuelle overgreb.

- Vi kan se i Danmark og udlandet, at voldtægter af ældre kan være forbundet med berigelseskriminalitet, fordi man sjældent opsøger en ældre kvinde af seksuelle årsager, siger Annalise Rust.

En 15-årig dreng er tirsdag blevet varetægtsfængslet i en sag, hvor den 77-årige pensionist Else Johannesen ifølge politiet er fundet voldtaget og kvalt i Lemvig. Den 15-årige har erkendt, at han tog halsgreb på den ældre kvinde, og at han stjal hendes pung. Han nægter drab og voldtægt.

- Der er meget få voldtægter af ældre. Det er meget få procent, der drejer sig om voldtægt af kvinder over 50 år, mens omkring seks ud af 10 kvinder udsat for overgreb er under 25 år, siger psykologen.

Politiet kunne ifølge flere medier se, at kvindens kreditkort var blevet brugt på netsiden sexshop.dk efter drabet fandt sted.

Kreditkortet blev ifølge indehaveren af sexshop.dk, Michael Peter Hansen, brugt til at forsøge at købe et stykke sexlegetøj til 1839 kroner. Købet på hjemmesiden blev ifølge indehaveren forsøgt gjort klokken 04.50 natten til lørdag. Det ønsker anklageren dog ikke at bekræfte.

Den 15-årige er derfor sigtet for drab, voldtægt og tyveri, og omfattende kriminalitet er relativt normalt blandt voldtægtsforbrydere.

- Der er kriminalstatistikker, der viser, at mennesker, som begår voldtægt, også ofte er mennesker, som begår andre former for kriminalitet, siger Annalise Rust, der ikke udtaler sig på baggrund af den konkrete sag.

Den 15-årige er nu varetægtsfængslet i surrogat på en institution, og han skal mentalundersøges.

/ritzau/