Forside Nyheder Putin har respekt for ukrainernes beslutning

Putin har respekt for ukrainernes beslutning

Putin har respekt for ukrainernes beslutning

Lige nu læser andre

Rusland vil “respektere det ukrainske folks vilje”, fortæller den russiske præsident, Vladimir Putin, da han fredag bliver spurgt om søndagens præsidentvalg i Ukraine.

– Vi vil behandle beslutningen fra det ukrainske folk med respekt, siger Putin på en økonomisk konference i Sankt Petersborg.

Den første runde af valget afvikles søndag, og folkeafstemningen skal være starten på enden af den ukrainske krise, siger den danske udenrigsminister, Martin Lidegaard (R), der i disse dage besøger Ukraine.

– Præsidentvalget i Ukraine er historisk og afgørende. Valget kommer forhåbentlig til at markere et nyt kapitel i landets historie og begyndelsen på en mere stabil fremtid, der omfatter alle ukrainere. Som situationen tydeligt viser, er det ikke en nem opgave.

Læs også

– Vi vil under besøget vise vores klare politiske opbakning til det ukrainske folk og til afholdelsen af et frit, fair og ikke mindst fredeligt valg i Ukraine, siger Lidegaard.

På den økonomiske konference fastslår Putin samtidig, at situationen i Ukraine har udviklet sig til en fuldskala borgerkrig, og at ansvaret herfor primært ligger hos amerikanerne, der bakkede op om kuppet i Kijev i februar.

Vladimir Putin tilføjer, at russernes største bekymring i forhold til den ukrainske krise er, om Ukraine vil blive optaget i Nato.

– I morgen slutter Ukraine sig måske til Nato, og dagen efter kan afdelinger af det amerikanske missilforsvar blive opstillet der (i Ukraine, red.).

Det er fortsat tvivlsomt, om valget i Ukraine kan gennemføres under rolige forhold, så det efterfølgende resultat vil blive accepteret som legitimt.

Der har i de seneste dage været en stribe blodige opgør mellem prorussiske separatister i regionerne Donetsk og Lugansk, der grænser op til den russiske grænse.

/ritzau/Reuters

Læs også

Ads by MGDK