Real Madrid kører schweizere over

Skrevet af admin

17/09/2014

Dagens topnyheder

Sidste sæsons Champions League-vindere Real Madrid ligner et hold, der er i spil til at gentage den bedrift.

Det gik tirsdag aften ud over schweiziske FC Basel, der var på besøg i Madrid. Hjemmeholdet vandt kampen overlegent 5-1.

Udfaldet af kampen var der aldrig for alvor tvivl om, og hjemmesejren til Gruppe B's storfavoritter blev grundlagt på en god første halvleg.

Selv om Real Madrid stillede med en offensiv stjernekavalkade af spillere, så blev det den mindre kendte forsvarsspiller Nacho Fernandez, der fik sidste Real Madrid-fod på åbningsmålet.

Basels Marek Suchy rettede Fernandez' hårde indlæg af, og målet blev derfor noteret som et selvmål.

Efter en halv time tjekkede stjernerne ind på måltavlen. Først udnyttede Gareth Bale en friløber efter en formidabel ydersideaflevering fra Luka Modric, og minuttet efter gjorde Cristiano Ronaldo det til 3-0 på oplæg af waliseren.

VM-topscorer James Rodriguez ville ikke stå tilbage for holdkammeraterne, og efter 37 minutter sparkede han en returbold fra en Karim Benzema-afslutning i mål.

Bedst som FC Basel synes helt i knæ, fik schweizerne oprejsning, da den 20-årige paraguayaner Derlis Gonzales scorede til pausestillingen 4-1.

I anden halvleg stillede Real Madrid sig tilfredse med den komfortable føring, og FC Basel kom langt bedre med i kampen og var i flere omgange tæt på yderligere reducering.

Men schweizerne kendte ikke deres besøgelsestid, og i stedet udbyggede Karim Benzema hjemmeholdets føring. Franskmanden kombinerede sig sammen med Ronaldo igennem Basel-bagkæden, før han resolut hamrede bolden i mål via overliggeren.

Der blev ikke scoret mere i kampen, og Real Madrid sætter sig dermed på førstepladsen i Gruppe B.

/ritzau/